Browser Kategori

Rejse

Rejse

REJSEBLOG: PESCARA

30. september 2017

Så er jeg hjemvendt efter nogle helt fantastiske dage i den dejlige by Pescara, som ligger midt/syd i Italien. Vejret var dejligt, og her sidst i september er der mellem 20-25 grader i dette området, som føltes helt vildt skønt. Formålet med turen var mest af alt, at komme ned og få slappet af, spise lækker mad og nyde et glas vin, og det fik vi sandelig også gjort! Denne guide bliver derfor mest af alt også en spiseguide, og dem findes der ikke mange af endnu fra Pescara, og det er virkelig en skam.

Vi boede på Maison Fleurie, som egentlig er et Bed & Breakfast, men stedet er lavet så flot med flot lokal morgenmad, minibar, rengøring på værelset og egne små flasker shampoo og sæbe, at jeg synes det mindede mere om et mindre lokalt hotel. Der var 5 værelser, og personalet var utrolig søde, og så var det også billigt! 200 kroner gav vi pr. nat i deres største værelse. Man bor helt inde i centrum, og så er der endda en hyggelig bar lige neden under, som giver noget ekstra hyggeligt til stemningen. Og ja! Det er lige så flot og yndigt i virkeligheden, som på billederne.

Vores yndlingssted blev hurtigt Fattoria Toccaferro og det er her at de 3 første billeder er fra. Maden er billig, og stemningen er ægte italiensk og helt vildt hyggelig. Vi fik både smagt deres pasta, pizza og tiramisu og alt sammen smagte helt fantastisk, og det hele er lavet fra bunden. Du kan også få en af deres  lokale vin til 10 euro, som også smager vidunderligt!

Da vi blev træt af pasta og pizza, valgte vi at bruge den sidste aften på at prøve Pescara’s efter sigende bedste sushi-sted. Stedet hed Chef Nester 2 , sushien smagte fantastisk og personalet var utrolig sødt og venligt og kom med små appetizers på deres regning inden maden kom.

I Pescara er retten “Polpette” kendt og dette betyder små boller/falafler-ish ting, som man fylder med en bestemt ingrediens og spiser med brød. Jeg kan godt lide at prøve det lokale mad, og dette smagte helt vildt godt  (på trods af at de ikke er særlig insta-venlige, haha) og anderledes. Vi fik lokal parmaskinke og ost til forret og delte derefter 4 af disse “Polpetter”. Der var en med spinatfyld, en med ost, en med gulerod og en med oksekød. Stedet hedder Mercato 42 og kan findes helt inde i centrum. Bestemt en anbefaling værd!

Italienerne spiser ikke mange grøntsager, men vi fandt alligevel et sted, hvor vi kunne få fyldt vores grøntsagsbehov op. Ved l’insalateria (også midt i centrum), kan du simpelthen få de lækreste salater, som virkelig er fyldt med smag. Salaterne er uden kød, men grøntsagerne er så veltilberedte og krydrede at du slet ikke savner det. Vi fik begge en efterårssalat med æble, græskar, granatæble og mandler. Den var så god!

Nu skal jeg vidst ind og lave nogle gode anmeldelser på TripAdvisor, for hold da op hvor jeg synes det har været en fantastisk tur. I er selvfølgelig velkomne til at kontakte mig, hvis i overvejer at rejse hertil (som jeg selvfølgelig kun kan anbefale!). God rejselyst!

Rejse

REJSEBLOG: STOCKHOLM

21. februar 2017

I anledning af min Stockholm rejseblog, valgte jeg i stedet for en billedcollage at dele denne video. Videoen er mest tænkt som et minde for os i familien, men den viser flere af de steder vi besøgte, og jeg synes derfor også den er passende her på bloggen, (og så er den bare helt vildt hyggelig!)

Jeg besøgte Stockholm med min familie i februar måned, vi var her kun et par dage, men da vi gik meget rundt, synes jeg stadig at jeg har et rimeligt klart billede af byen. Jeg kunne dog utrolig godt tænke mig at komme tilbage igen til sommer! Vi boede utrolig centralt på hotellet Scandic Norra Bantorget. Det var fantastisk fordi hotellet lå lige op til den store gågade Drottninggatan, og hotellet lå generelt i gå-afstand til det meste. Morgenmaden og udsigten var også fantastisk, værelserne rummelige og pæne. Jeg kan klart anbefale det!

Første aften (som var Valentines day), havde min far bestilt bord på Mårten Trotzig. Jeg spiste laks, det smagte helt vildt godt, og der var en fantastisk stemning på restauranten som er bygget lidt op som en grotte med en masse levende lys. Derefter spiste vi kage og drak kaffe på Espresso House, som er en kæde vi ikke har så mange af i Danmark. Det var helt vildt lækkert!

De efterfølgende dage fik vi shoppet en masse, besøgt flere museer deriblandt Medelhavsmuseet (her kunne jeg bruge en masse af det jeg lærer i old – endelig fandt jeg ud af hvad man skal bruge det fag til!) og Fotografiska. Fotografiska kører løbende forskellige udstillinger, og er for dig som kan lide moderne kunst, men måske også dig som ikke har besøgt så mange museer før. Fotografiska gør nemlig meget ud af at gøre kunsten spiselig for alle, og der er benyttet mange film og visuelle virkemidler til at gøre oplevelsen endnu bedre. Jeg synes virkelig godt om museet, og udsigten på restauranten ovenover er virkelig et besøg værd!

Vi spiste på Ping Pong restaurant den anden aften, utrolig lækker asiatisk buffet, det var især sushi-buffeten der tiltrækkede mig her! Restauranten lå lige ved siden af hotellet, og var utrolig lækker og hyggelig indeni.

Skriv gerne hvis i har flere spørgsmål – eller tips til næste gang jeg besøger Stockholm, for denne gang bliver absolut ikke den sidste!

white1

Rejse

REJSEBLOG: BUDAPEST

31. august 2016

Det er efterhånden en måned siden, jeg kom hjem fra smukke Budapest. Jeg var afsted med 3 veninder og havde 4 overnatninger i starten af august, og vi havde simpelthen en fantastisk tur. Vi boede på Animation City Hostel, som vi virkelige var heldige med. Vi havde utrolig svært ved at finde det i starten og gik rundt i gågaden helt forvirrede i den nye storby og fandt ud af at det lå lige midt i gågaden og vi bare havde gået i ring omkring det. Animation City Hostel er et utrolig hyggeligt lille sted, med omkring 10-15 værelser og et fantastisk personale. Det er farverigt, skørt og med plads til alle – og så er det billigt. Vi gav omkring 500 kroner for 4 overnatninger hver og fik et kæmpe værelse med plads til 8 personer.

Vi kom til Budapest med flyselskabet Ryanair og det var en utrolig nem tur. Vi havde kun håndbagage (10 kilo), da det heller ikke var nødvendigt med mere og turen var hurtig og nem og kan klart anbefales. Jeg mener vi gav omkring 600 kroner for en returbillet, så det var også utrolig billigt. I Budapest er valutaen utrolig stor og 100 kroner svarer til ca 4000 forint. Det er derfor en god idé at hæve penge hjemmefra, da der er mange steder som ikke tager kort.

I Budapest er det muligt at gøre de ting du normalt skærer fra i budgettet, da alt er billigere end vi er vant til. Vi var fx ude at spise på Michelin restaurant, som havde kostet en formue i Danmark. Vi besøgte Michelin-restauranten Borkonyha Winekitchen, som var en helt fantastisk oplevelse. Restaurant-billederne ovenover er fra Borkonyha og det var så lækkert! Jeg vil anbefale det mange tusind gange og husk at bestil bord hjemmefra! Vi gav omkring 300-400 kroner for en tre-retters menu med vin.

Vi besøgte det jødiske kvarter.. Hver eneste dag. Det jødiske kvarter er stedet at være hvis du er ung og elsker afslappede, skøre og unikke restauranter, barer og andre unge mennesker. Det kan minde lidt om Christiania i København, bare større. Der er også et fantastisk festmiljø om natten i dette område. Spørg fx efter området Szimpla kert! Det var også i en sidegade i det jødiske at vi prøvede rundvisning og vinsmagning, som jeg også stadig jubler over. Vi havde betalt 266 kroner for 2 timers rundvisning, vinsmagning med 6 glas af forskellige vine, samt tapas til vinen + et venskab med vinguiden efterfølgende! Du kan finde turen her og hvis du er forelsket i vin, ligesom vi 4 piger var, så er dette et must! Vi fik vinen på baren Doblo Wine & Bar. Selvom Budapest er en mindre storby, er den helt fantastisk smuk og fyldt med inspirerende kultur!

Jeg kan klart anbefale at tage afsted med venner eller veninder, da jeg tror man får mest ud af byen på denne måde, selvom Budapest bestemt er en by for alle.

Rejse

REJSEBLOG: LONDON

9. juli 2016

Jeg forlod varmen til gengæld for en af Europa’s smukke storbyer og jeg blev hurtigt forelsket i London. Trods den tætte luft der godt kan være i storbyen, er klimaet meget ligesom det danske, vi havde dog nogle heldige dage med sol og tørvejr. Jeg havde 4 overnatninger i London, men kunne sagtens have brugt mere og kunne sagtens se mig selv tage tilbage til London! Vi boede på hotel 1 Lexham Gardens som lå kort fra undergrundsstationen Earls Court og det var derfor en perfekt beliggenhed hvis du vil rundt omkring med tube’n, som jeg også klart kan anbefale.

Hvis du vil have lækker, billig, frisk og sund mad, skal du helt klart besøge Pret a manger, som ligger på ethvert gadehjørne. Vi spiste frokost stort set hver dag i denne kæde og de laver virkelig fantastisk lækker mad. Kyllinge- og laksesalaten på billedet er fra denne kæde. Hvis du vil prøve en restaurant ud over det sædvanlige, kan jeg helt klart anbefale Gordon Ramsay’s restaurant Maze Grill, hvor du kan få sprøde onionrings, mørt og velstegt kød, samt smagfuld sushi! Vi havde en fantastisk middag på restauranten og fik utrolig god service. Higer du efter unikke butikker, lokale og frisklavede lækkerier, samt fest og farver 24 timer i døgnet (i hvert fald næsten) skal du besøge Camden Market og sæt god tid af til det! Jeg kunne sagtens have brugt et par timer mere i det fantastiske område, som er sammensat af 4 store markeder. Vil du prøve noget traditionelt inden du forlader London, skal du besøge Earls Court Tavern som er en lokal og traditionel pub, som også laver utrolig lækker mad. At besøge en pub er i hvert fald et must inden du med en enkelt tåre i øjenkrogen forlader London og spekulerer på hvornår du får lov at komme tilbage til ægte engelsk stemning!

Rejse

REJSEBLOG: MALAGA

29. juni 2016

Malaga er perfekt til livsnyderen, tapas-spiseren eller den eksklusive drink-elsker. Malaga er første og eneste gang jeg indtil videre har besøgt Spanien og jeg blev glædeligt overrasket. Jeg besøgte Malaga lige inden turistsæsonen for alvor satte igang i Juni og der var god stemning i gaderne og lune aftener at drikke drinks i. Jeg var afsted på kæresteferie og Malaga var perfekt til det! Jeg synes også at Malaga er en af de rigere destinationer jeg har rejst til, i forhold til italienske eller græske områder, rigere i den forstand at det hele var mere moderne, nyt og velholdt. Hvis du besøger Malaga, skal du først og fremmest tage en tur igennem gaden Calle Marqués de Larios som er en stor og flot shoppingade midt i Malaga. Hvis du bliver sulten skal du gå langs havnen i Malaga, der finder du lækre udsigtsrestauranter. Vi spiste på Amigos, som også er der maden på billederne ovenover er fra. Hvis du vil prøve en afslappende oplevelse ud over det sædvanelige skal du prøve Hammam Al Andalus, som er en kæmpe spa-oplevelse bygget op om et Arabisk tempel, virkelig flot! Husk dit studiekort, for med det får du 2 timers ophold i de forskellige spabade, samt massage for kun 29 euro! Stedet ligger midt inde i byen og kræver reservation et par timer før, men det er det værd og det var virkelig en oplevelse. For at få et nemmere overblik over byen er det også utrolig flot at tage op i det store Pariserhjul ved havnen. Malaga er en fantastisk by, som helt klart er et besøg værd!

Skriv endelig hvis du har flere spørgsmål omkring din rejse til Malaga.

Rejse

REJSEBLOG: MALTA

23. juni 2016

Der er ikke noget bedre end gode råd og tips til når man rejser til et nyt sted. Jeg vil i den anledning nu prøve at gøre det nemmere for jer der skal afsted til destinationer hvor jeg også har været, at sørge for at i får det vigtigste med og slipper for at bruge lang tid på alt det kedelige, ligegyldige og unødvendige. Grundet en urolig rejselyst, vælger jeg at gøre det her til en serie herinde på bloggen, da jeg har en del rejser i udsigte og selv elsker at få inspiration til hvad jeg skal nå og ikke nå, også fordi jeg ofte kun er afsted i få dage af gangen.

Lad os ligge ud med Malta, som jeg besøgte i starten af marts med min klasse, vi var afsted en uge. Hvis du er til overdådig arkitektur, skal du besøge nogle af Malta’s mange kirker. Der er to som skiller sig specielt ud, du skal huske at besøge Mirakel-kirken i Mosta og St. John’s Co-Cathedral i Valletta. De er utrolig smukke og virkelig et besøg værd! Er du til en naturoplevelse udover det danske skal du tage en heldagstur mod nabo-øen Gozo. Malta selv er et meget tørt område uden særlig mange planter, men på Gozo får du flot natur for alle pengene! Der går sejlture til Gozo fra de fleste havnebyer. Jeg boede selv i Sliema som ligger en 15 minutters sejltur fra Valletta, som er hovedstaden på Malta. Sliema er en flot by med rig mulighed for indkøb og shopping. Hvis du vil shoppe er det aller bedst i Valletta, hvor du finder en gågade, men også sidegader med mindre butikker. Er du derimod taget til Malta for at feste, er du ikke fløjet helt galt i byen! Tag til St. Julians, hvor klubberne er placeret op og ned af hinanden i en kæmpe gågade af klubber. Klubberne har åbne hele natten med gratis entré og det er nemt og billigt at komme hjem med taxi derfra. Festerne var uforglemmelige på Malta! Da jeg besøgte Malta i marts var temperatuen omkring de 16-20 grader, som bestemt var meget varmere end Danmark, men stadig for koldt til at tage på stranden. Skriv endelig hvis du er så heldig at skulle til Malta til sommer og har spørgsmål 🙂

 

Rejse

Rejseblog: Berlin

8. august 2015

Jeg er med sikkerhed ikke den første til at besøge Berlin, men jeg nægter at tro på at jeg er den sidste og det er en skam. Læs her hvorfor og hvad mit førstehåndsindtryk af denne skønne storby er.

TUREN

Jeg besøgte Berlin med mine veninder, mig og 3 dejlige stk’s i 4 dage, her tidligere på ugen. Vi kom derned med tog som var en af betingelserne for vores rejse, da det både er hurtigere og hyggeligere at sidde i tog end i bus. Det tog os fra klokken 6 om morgenen til 16 om eftermiddagen, så det var en lang dag med mange skift, men vi hyggede os under rejsen, så det var helt okay. Undervejs, stødte vi både ind i hipster interrail rejsende og en polterabend, og allerede turen derned var vildt sjov.

Vi mødte glade hotellet, som lå lige i midten af midten og kun 5 minutters gang fra metrostationen. Første aften var vi ude og drikke drinks og spise, og sådan fortsætte vi egentlig bare rejsen. Vi så en masse seværdigheder Brandenburger Thor, muren, det Jødiske museum, fjernsynstårnet (som vi boede lige op ad), og udover det en masse spændende markeder, shoppesteder, second hand butikker og lækre restauranter.

HVORFOR VÆLGE BERLIN?

Berlin var fantastisk og helt klart det mest spændende sted jeg nogensinde har rejst. Berlin var fantastisk pga deres tilgang til mennesker. Vi snakkede med så mange forskellige mennesker fra hele verden, Australien, Spanien, Albanien, Syrien, Frankrig, Egypten, og alle var så åbne og venlige. Der var ikke den dømmende tilgang til nye mennesker, som vi kender herhjemme fra, og der var så mange indvandrere og det gjorde virkelig byen spændende. Udover det, er Berlin en utrolig billig by og vi spiste ude på fine restauranter for omkring 100 kroner om dagen, det var for forret, hovedret, drikkelse + drinks. Jeg skal selvfølgelig også nævne at der er SÅ meget kultur i Berlin, og der er så meget historie og SÅ meget at se. Der er sket så ufattelig meget lige der, og det er ikke engang 100 år siden. Berlin, Berlin, Berlin baby.

BUDGET

Hvad har jeg brugt af penge på turen? Hvor billigt er det rent faktisk?

  • 350 kroner hver vej for tog, med ca 5 forskellige tog.
  • 750 kroner for 3 overnatninger med morgenmad
  • 800 kroner på mad, snacks og drinks.
  • 1500 kroner på shopping

Se med fra nogle af vores øjeblikke fra turen, her.

DSC_0052 DSC_0079 DSC_0088 DSC_0102 DSC_0162 DSC_0189 DSC_0191 DSC_0203 DSC_0246

Hvis nogen af jer har spørgsmål angående det praktiske, sjove, eller bare festlige angående turen, er i alle meget velkomne.