Browser Kategori

JULEKALENDER

JULEKALENDER Personal

7. december: JEG ØVER MIG I AT KOMME UD AF MIN COMFORTZONE

7. december 2017

Jeg bor bedst nede i kaninpelsen. Der hvor jeg kan leve trygt og godt, og hvor jeg ikke behøves kravle ud på spidsen af pelsen, for at undersøge de ting, jeg endnu ikke ved. Jer der har læst bogen Sofies verden, forstår hvad jeg snakker om, men den er ved at have et par år på bagen, så lad mig uddybe.

Jeg er dårlig til at kravle ud af min comfortzone, et begreb som størstedelen af jer nok kender til. Jeg kan bedst lide en hverdag, jeg kender til, med mennesker jeg har det godt med og med en rutine, jeg er tryg ved. Men i sådan en tilstand, rykker jeg mig ikke særlig meget, og jeg føler at jeg lever, når jeg tillader mig selv at komme lidt ud af min ellers dejlige comfortzone. Jeg synes det er vigtigt, at jeg tvinger mig selv ud af comfortzonen, og selvom jeg er dårlig til det, er det bestemt noget jeg arbejder på.

Tanken om at skulle øve sig i at komme ud af comfortzonen, startede nok en dag i marts for snart 1,5 år siden. Her tvang jeg mig selv til at optræde med mit poetry slam, på en rigtig scene, foran et ægte publikum, dommere og mod andre dygtige poetry slammere. Vi spiste på en restaurant inden jeg skulle optræde, jeg spiste intet og alle pigerne var der for at se mig. Jeg har vitterligt aldrig været så nervøs før, men jeg klarede det, og det var en kæmpe succes i sig selv. Jeg kan godt, tænkte jeg. Den følelse har jagtet mig lige siden, og fået mig til at tvinge mig selv til at hoppe ud af den kære comfortzone.

For nyligt hopper jeg ud af comfortzonen ved at tale til jer på Instagram, ærligt og uden make-up. Dét er skræmmende. Derudover øver jeg mig i at tage på dates, generelt møde nye mennesker eller rejse til et fremmed kontinent alene. Jeg tror, at det er når jeg er ude for min comfortzone, at jeg rykker mig som menneske, og det er jo vigtigt at blive ved med.

Er du god til at komme ud af din comfortzone? Har du nogen forslag til hvad jeg ellers kan gøre?

 

Inspiration JULEKALENDER

6. december: 21 FANTASTISKE GAVER UNDER 250 KR

6. december 2017

1.Rosendahl krus 2. L:A Burket håndcreme 3.  Badeanstalten kropsolie 4. Pieces tørklæde 5. L:A Burket Bodyolie 6.  DAY ET toilettaske 7. Broste krus  8.  Malin + Goetz duftlys 9. Calvin Klein 10.  Skandinavisk Ro duftpinde 11.  Clean Rain Parfume 12.  Normann Copenhagen fejebakkesæt 13.  Samsøe Samsøe bh 14. Henri Matisse plakat  15. Studio Arhoj vase 16. Nuxe bodysæt 17. Becksöndergaard glimmersokker 18. Stelton termokop 19. Studio Arhoj vase 20. Nuxe olie 21. Ana Frois plakat

Godmorgen til jer alle, og  velkommen til dagens kalenderlåge; jeg plejer altid at synes at det er en udfordring at finde de mindre gaver, og sådan er mange af gaverne jo ofte, når man lever på SU (eller sparer op til stor rejse). Sådan skal det ikke være i år! Jeg har fundet 21 fantastiske gaver, som jeg selv ville elske at få, men som koster under 250 kroner! Man kan selvfølgelig også sammensætte et par af gaverne, hvis gaven skal være lidt større. Hvad synes I om gaverne?

JULEKALENDER Personal

5. december: SMÅ TING JEG SPREDER GLIMMER EFTER

5. december 2017

I dag er det tirsdag den 5. december, og som den kloge Hella Joof siger, så skal vi huske at drysse glimmer udover hverdagen. Men lad os være helt ærlige med hinanden, der er altså 80% mindre ting at drysse glimmer ud over, når det er vinter og hverdagen er kold, mørk og våd – eller sådan føles det i hvert fald. Men på trods af det, så er der jo stadig masser af ting at drysse glimmer over, og selvom de kan gemme sig lidt væk i udtværet mascara og kolde fødder, så er de der altså. Her er mine små, men ikke mindst vigtige, ting jeg drysser glimmer efter i dag.

Lige nu, drysser jeg især glimmer efter min mormors julekalender, eller man kan vidst nærmere sige at den drysser glimmer efter mig, for det er simpelthen så hyggeligt at stå op til. Hun har sammensat 24 små snacks og 24 tebreve i den fineste kurv, så jeg selv kan vælge hvad jeg vil have. Så fin idé.

De sidste par uger har jeg også drysset en masse glimmer ud over Netflix-serien She’s gotta have it  som både er moderne, relevant og perfekt vinklet. Hovedpersonen er den unge, smukke og kunstneriske Nola Darling, som er af afro-amerikansk afstamning og som struggler med både mænd, kvinder og sin kunst. MUST-SEE!

Vi nåede ikke langt ind i december, før jeg opdagede den lækreste snack sammensat af en mandel, en dadel udenom og så dyppet i chokolade. Denne snack kan fås i Netto, og det smager simpelthen så godt. På en hård dag, hjælper det at drysse glimmer ud over en snack som denne.

Det lyder måske lidt fjollet, men jeg drysser lige nu også glimmer efter min højre langefinger. Der sker efter at jeg klemte den slemt i en dør på arbejdet for kort tid siden, og pludselig kunne jeg ingenting med den. Det hele blev lige pludselig rigtig besværligt, forestil dig at skrive på et tastatur eller lægge make-up uden din højre langefinger. Glimmer på de små ting og op på kaminhylden!

I ved det godt, men den skal med, jeg drysser masser af glimmer ud over hele december måned. Jeg ville simpelthen ikke klare vinteren, hvis det ikke var for december og derfor fortjener denne måned en hel masse glimmer. Den er hyggelig og fyldt med dejlige sociale arrangementer, og det er lige hvad jeg har haft brug for.

Det er måske lidt ananas i egen juice, men nu er det jo også de ting jeg drysser glimmer efter, og her må julekalenderen på bloggen altså være en af dem. Jeg synes allerede at den er startet så fint op, og alt er lykkedes lige som jeg havde forestillet mig. Glimmer ud over julekalenderens 24 indlæg!

Karl Williams nye single Om igen fortjener helt klart også en masse glimmer. Den har kørt på repeat lige siden den udkom, og normalt er jeg ellers lidt dårligt til at blive vild med nye sange og falder først for dem når de bliver “radiokendte”, men denne sang faldt jeg for aller første gang da jeg hørte den i Go’ Morgen Danmark.

Sidst men ikke mindst, drysser jeg selvfølgelig en masse glimmer ud over den rejse, som venter lige rundt om hjørnet. Den 11. februar drager jeg ud i verden med rygsæk og optimistiske forventninger om at se dele af verden, jeg aldrig har set før. Jeg har aldrig bevæget mig ud over Europas grænser før, og til februar skal jeg besøge Nepal, Sri Lanka, Indien og Vietnam. Det bliver så fedt!

Jeg drysser glimmer på alle jer læsere som følger med, tusind tak for det, og så håber jeg at inspirere lidt til, at du måske også får lyst til at drysse lidt ekstra glimmer. Rigtig glædelig 5. december.

Collage Inspiration JULEKALENDER

4. december: MINE 16 JULEØNSKER

4. december 2017

1. NELL sengesæt 2. Kungsbacka håndklæder 3. Holmegaard vinglas 4. IKEA spejl  5. Studio Arhoj vase 6. H&M pyjamas  7.  Pernille Corydon ring   8.  M.A.C highlighter  9. Meraki lotion   10. Melissa Multivitamin creme  11. Studio Arhoj  penholder  12.  Stilleben poster  13. Pernille Corydon daylight ring  14. Broste Copenhagen æggebæger   15. Tefal stegepande  16.  Nike t-shirt

Hej med jer, så blev det lynhurtigt den 4. december – er I kommet i julestemning? Jeg har fødselsdag den 14. december, så min ønskeliste skal altid være ekstra stor i december, og det er aldrig noget problem for mig! Min ønskeliste i år er praktisk, lækker og alsidig. Jeg ville virkelig blive lykkelig for hver enkel af disse ting, også selvom nogle af ønskerne i år er blevet mere “voksne”.

Sengetøjet og håndklæderne har jeg været forelsket i, lige siden jeg arbejdede i Jysk for 1,5 år siden, og jeg har altid vidst at jeg skulle have fat i det, når jeg flyttede hjemmefra. Derudover synes jeg at man kan finde mange billige alternativer (som også er flotte) i Søstrene Grene og IKEA, til når man skal flytte hjemmefra, men lækre vinglas det skal jeg simpelthen eje. Jeg har aldrig kunne drikke vin af et papkrus, jeg synes det gør så meget for oplevelsen at drikke af et lækkert glas og disse fra Holmegaard er årets favorit.

Min ønskeliste er en blanding af lækre ting til min kommende lejlighed, små ting der gør hverdagen bedre og flotte plakater og smykker til at pynte på værelset og på mig. Hvad synes I om ønskerne?

I må have en helt fantastisk 4. december!

JULEKALENDER Om livet Personal

3. december: HVAD STEMTE JEG TIL VALGET?

3. december 2017

Dejlig 1. advent til jer alle, og i anledningen af dette får I nu afsløret en fact om mig, som jeg vil uddybe lidt nærmere. Jer der følger mig på Insta ved at jeg var i byen igår, og det var jeg fordi at det i dag den 3. december er min første frie weekenddag i over en måned, det skulle fejres (med tømmermænd i dag)!

Jeg synes personligt selv at det man stemmer på, siger meget om en person, men jeg har respekt for at man ikke har lyst til at fortælle, hvem man stemmer på. Sådan skal det også blive ved med at være, for sådan sikrer vi også at alle stemmer på netop det de selv føler for. Alle skal stemme, men det er ikke alle der har forstand på politik, og det er helt i orden. Jeg vil ikke påstå at jeg har forstand på politik, men politik interesserer mig og jeg  valgte også at have samfundsfag på A niveau i gymnasiet.

Kommunalvalget i år var mit første valg nogensinde, og derfor betød det måske også lidt mere end kommende valg kommer til. Jeg skulle stemme i Nyborg, da det er her jeg bor, og det havde nok også en betydning for valget af hvor jeg satte mit kryds. I Nyborg havde vi en blå borgmester før valget (og igen efter valget, skulle det vise sig) og han var rigtig dygtig. Han var en “rigtig” borgmester idet at han var en rolig, smilende og venlig figur, som var ven med borgerne og ønskede at være synlig i byen. Jeg synes ikke at den røde borgmesterkandidat, var lige så dygtig på disse punkter (og det er selvfølgelig en vurderingssag, husk nu det), hvilket jeg måske synes var en smule ærgerligt, da jeg ellers havde set mig selv stemme rødt.

Jeg synes selv, at jeg lige nu har røde værdier, jeg er kæmpe fortaler for velfærdssamfundet og vores skattesystem, og jeg synes bestemt ikke at flygtninge udelukkende er en byrde og derudover er jeg også af den mening, at vi skal tage vores miljøkonflikter seriøst. Så jeg stod lidt i et dilemma. Selvfølgelig er politikken det vigtigste, men i kommunalpolitik er det også vigtigt at have en god udstråling og profil. Det var også vigtigt for mig at stemme på en kvinde, da kvinder er i stort undertal i kommunalpolitik, som selvfølgelig også handler om at færre kvinder stiller op. Derfor synes jeg det er vigtigt at støtte de kvinder som vælger at stille op, og det var disse overvejelser jeg havde, inden jeg satte mit kryds.

Jeg endte med at stemme på en kvindelig kandidat fra Radikale Venstre. Partiet er meget småt i Nyborg Kommune, og jeg regnede derfor heller ikke med at hun ville komme i byrådet, hvilket hun heller ikke gjorde. Jeg fik stemt rødt, uden at støtte den røde borgmesterkandidat på samme måde, som hvis jeg havde stemt personligt på hende eller andre socialdemokrater.

Har du delt med andre hvad du stemte på, eller synes du at det er en privat sag?

Glædelig 1. advent og god søndag til jer alle!

JULEKALENDER Poetry slam

2. december: Poetry slam “Lad os lære staten om læring”

2. december 2017

Igår fik vi skudt julekalenderen igang, og jeg er så klar på en hel måned fyldt med spændende indhold, jeg håber I er mindst lige så klar, hehe. Sidste år startede jeg også min julekalender ud med et poetry slam, og der lavede jeg et juleslam (I kan finde det her, hvis I liiige vil se det) som jeg synes blev så hyggeligt. Jeg nåede aldrig at blive færdig med julekalenderen sidste år, da jeg blev rigtig syg og havde kørekort, SRP og en fødselsdag lige midt i al sygdommen, så det slog mig helt ud.

I år er jeg (forhåbentlig) fit for fight hele måneden, og i dag siger kalenderen den 2. december. Det skal vi fejre med et poetry slam, og jeg har glædet mig så meget til at vise jer det. I dette slam debatterer jeg synet på læring.

Læs også: Tanker omkring… læring

Jeg synes vi opfatter læring forkert, og jeg savner selv at lære noget. Det kan være hårdt at gå i skole, men det er et privilegie at få lov at lære, og dermed udvikle sig som menneske i takt med at få en bredere og dybere forståelse, for den verden vi lever i. Lyt, se og lad mig vide hvad din holdning er!

Og så må I selvfølgelig alle sammen have en dejlig 2. december.

JULEKALENDER Personal

1. december: MINE VENINDER FORTÆLLER

1. december 2017

VI KLAREDE DET! Vi overlevede november måned, og jeg ser det som en kæmpe succes. November er optakt til december, og den er kold, mørk og kedelig, og kalder på vinterdepressioner landet over, men nu er det endelig forbi. Foran os venter en december fyldt med hygge, traditioner og god stemning, og jeg vil gøre mit, for at din december bliver ekstra dejlig – nemlig med min julekalender.

Læs også: VELKOMMEN TIL MIN JULEKALENDER

Vi starter årets julekalender ud med et indlæg som jeg ved I elsker, et personligt indlæg, hvor mine veninder får lov at overtage bloggen og fortælle. Jer der følger med på Instagram kender allerede flere af pigerne, og mine veninder fylder en så stor del af mit liv, at de selvfølgelig også skal have en plads her på bloggen. Jeg har spurgt dem nogle spørgsmål, som de selv har fået lov at svare på.

Hvad kan du bedst lide at lave med Maja?

Laura: Jeg kan bedst lide at gå ture med Maja og snakke om alt mellem himmel og jord, diskutere alverdens problemer og grine af gamle røverhistorier. Udover det er det altid skønt at være hjemme i nattøj og drikke te og spille scrabble! Line: Vi elsker at mødes for at se en god serie (for tiden er det Riverdale!), spise alt for meget slik, vi ikke burde spise og grine af underlige ting. Maria:  Uh, der er mange ting. At have mange, dybe samtaler over et godt glas rødvin er klart i top 3. Det er hun den bedste til! Katrine: Jeg kan lave det meste (hvis ikke alt) med Maja. Alt fra dybe og filosofiske samtaler, at tage ned og træne, at danse og drikke os fulde sammen, til at snakke om kærestesorger, veninde og familie dilemmaer.

Nævn et godt minde i har sammen?

Maria: Der er enormt mange gode minder fra vores tid som veninder. Et minde som jeg er meget glad for at have sammen med Maja, erfra da vi var i Berlin sammen i 1.g, hvor vi lavede en happening midt på gaden og dansede til gademusik. Katrine:  Det der falder mig først ind er de sindssygt mange sjove byture hvor vi begge to har været stang-bacardi, eller vores ferie i Italien. Jeg tænker på en aften i den italienske solnedgang på balkonen med champagne fra minibaren mens vi kigger ud på alle menneskerne og taler om alt mellem himmel og jord. Laura: Et af de nyere minder, som er et virkelig godt minde, er fra karrusel i Odense. Vi festede løs i tre skønne dage med Houdini, kollegiefest, Toast, ægteskaber og bikstok. Totalt sjovt! Line: Et af vores virkelig sjove minder var fra da Katrine og jeg, gav Maja en tur til København til hendes 18 års fødselsdag. Det var vinter og da vores hotel lå på en lille sidegade, betød det også at der ikke var saltet. Så der var glat, som i meget glat. Vi brugte ca. 20 minutter, på at gå fra hotellet og ud på den store vej. 

Hvordan tror du at det kommende år bliver for dig og Maja?

Maria: Det kommende år bliver anderledes. Vi rejser til hver sit land forskudt af hinanden, og kommer ikke til at se hinanden i foråret. Men jeg håber og tror på at sommeren bliver fyldt med endnu flere skønne minder. Laura: Mas og jeg, for ikke at nævne de andre to lopper, kan kun få endnu et godt år. Som rutine, springer vi sammen ind i det, hvilket altid er en god start! Der skal hygges og festes og alt det som vi plejer, også selvom vi snart bliver spredt i alle retninger. Line: Vi står foran et år med mange forandringer. Maja skal ud og rejse i 3 måneder, og det betyder at jeg skal undvære hende i så lang tid. Men jeg drømmer og håber på, at vi vil være ligeså gode til at holde kontakten, selvom hun er på den anden side af jorden. Katrine: Jeg tror vi kommer til at have et udfordrende, nervepirrende, udviklende men ikke mindst fantastisk og spændende år sammen. Til februar skal vi ud og rejse sammen, hvilket jeg tror bliver en fuldstændig uforglemmelig oplevelse. Efter rejsen venter nye udfordringer såsom flytning, hvor vi har snakket om måske at blive roomies, hehe. Lige meget hvad, ved jeg, at vi vil holde fast i hinanden, og at vi næste år formentlig både blive så trætte af hinanden som aldrig før samt kommer til at elske hinanden som aldrig før.

Læs også fra sidste år: MINE VENINDER FORTÆLLER

Sikke nogle fantastiske veninder jeg har mig. Det kan I også lære mere om her, for disse piger, de gør en verden til forskel i min hverdag.

Tak fordi I læste med på julekalenderens første indlæg, jeg håber I synes om det og at I vil fortsætte med at følge med. Imorgen har jeg selv været lidt kreativ med ord. Glæd jer.