Browser Kategori

Debat

Debat JULEKALENDER

13. december: JAMEN HVORFOR VISER DU IKKE BARE DIN APPELSINHUD?

13. december 2017

De sociale medier gør os forvirrede, forblændede og opstiller et urealistisk billede af, hvordan virkeligheden faktisk er, og sådan er det nok stadig, på trods af at vi godt ved at de sociale medier ikke afspejler en virkelig verden.

Jeg har før skrevet om, at jeg synes at vi som unge bliver set ned på, når de sociale medier kritiseres for at fremstille et uopnåeligt ideal.

Læs: Selviscenesættelse? Jeg synes nu nærmere det er kunst

Sådan havde jeg det, fordi jeg havde lyst til at tydeliggøre at vi unge rent faktisk godt ved, at billederne vi ser, er redigerede og altid kun viser den gode side. Det ved vi godt, fordi vi selv har stået i netop samme situation; redigeret vores hud brunere, photoshootet vores avokadomad eller lagt feriebilleder ud året rundt, på trods af at vi kun er på ferie én gang om året. Men når det er sagt, og når vi er bevidste om netop det, så er der altså stadig nogle tanker, som arbejder i vores underbevidsthed. Jeg kan tydeligt mærke det på mig selv, og jeg føler at jeg står i et stramt dilemma, fordi jeg selv følger dygtige bloggere, Instagrammere og personligheder, som inspirerer mig i deres indhold, men som stadig viser mig et usundt kropsideal, når deres billeder dukker op i mit feed. De inspirerer mig i deres flotte billeder, farver og måde at dele deres hverdag på, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne min krop med deres. For de er alle sammen mikro-tynde, eller de har i hvert fald aldrig fedtet hår, deller på maven eller mascara tværet ud i hele ansigtet, og det synes jeg vi mangler.

Vi mangler dygtige bloggere og Instagrammere, som ikke er startet med at blive kendte på grund af deres tynde ben og slanke mave, men fordi at de er dygtige til deres fag – til at redigere smukke billeder i flot lys, til at lægge flot make-up eller lave lækker mad, for så er udseendet jo ligegyldigt? Forestil dig at pigerne på overstående billeder var 20 kilo tykkere. Ville det ødelægge billedet, eller gøre at du ikke havde lyst til at følge dem? Nej, vel?

Men det ville bestemt gøre, at jeg også ville have det bedre med mig selv, og sådan tror jeg ikke at jeg er den eneste der har det. Men Maja – så kunne du jo bare vise din egen appelsinhud på de sociale medier, nogen skal vel starte?

For dét gør jeg nemlig ikke. Jeg viser ikke mine ar, mine deller, strækmærker eller appelsinhud på de sociale medier, og det er der flere grunde til. For det første ønsker jeg ikke at det er det at andre mennesker skal se som det første, når de “ser” mig, om det så er i virkeligheden eller på de sociale medier. Vi dømmer hinanden hurtigt, og hvis mine fejl var i fokus, er jeg bange for at blive valgt fra. Jeg ved at jeg er god nok som jeg er, at jeg er et dejligt menneske og min krop er som den skal være, også selvom den har fejl og mangler, men vi er blevet overfladiske og kræsne, og jeg er bange for at jeg var blevet swipet til venstre, hvis det var det første andre folk så, og så ville de jo aldrig nå at lære mig at kende.

Derudover så har vi en bølge med fantastiske mennesker, som gør dette på trods af konsekvenserne, altså viser deres fejl og mangler, og selvom jeg værdsætter og følger mange af disse profiler, så er det ikke det mit budskab er.

Mit budskab er at du gerne må redigere dine billeder (lyset, farverne og med filter), men skal vi ikke se nogle normale kroppe i redigerede omgivelser? Hvor er den normale krop på billeder som i collagen ovenover?

Og nu skal I jo huske at der selvfølgelig er smukke piger (som ovenover) som højst sandsynligt også er tynde af natur, og det er selvfølgelig lige så fint. Jeg forsøger at gøre mit, ved ikke at redigere min krop tyndere end den er, men vi mangler altså at se nogle flere forskellige kropstyper på de sociale medier, så piger som mig kan blive inspirerede uden at skulle føle mindreværd.

Jeg vil så gerne høre DIN holdning til dette!

(skriv i kommentarfeltet, til min mail privat eller på min Instagram @majaneya)

Debat

HVORDAN FORBEREDER MAN SIG TIL AT SÆTTE SIT KRYDS?

13. november 2017

Stemmeprocenten er lav ved kommunalvalg, og vi unge afleverer for ofte en blank stemmeblanket. Det ved vi godt, og der er (heldigvis) utallige kampagner til at huske os på at stemme. Men når vi så er blevet mindet om at stemme, så kommer det svære, at skulle finde ud af hvem det er man så skal stemme på.

Jeg er selv førstegangsvælger, har afsluttet samfundsfag på A-niveau, og er stadig i tvivl om hvor mit kryds skal sættes. For det første er der ikke et stort fokus på kommunalvalg i gymnasiet, og for det andet føler jeg mig splittet, og en smule i tvivl om hvor de forskellige partier står i min kommune. Så hvordan skal vi finde ud af hvor vores kryds skal sættes? Her kommer, hvad jeg har tænkt mig at gøre, for at blive mere afklaret, for jeg tager jo min stemmeret seriøst og ønsker at stemme og deltage i demokratiet.

Læs også: HOLD NU KÆFT, I HVERT FALD INDTIL DU HAR SAT DIT KRYDS

Først og fremmest er det vigtigt at sætte tid af til at fordybe sig lidt. Politik er abstrakt og kan være svært at forholde sig til, så man skal have sat en time eller to af til at sætte sig ind i, hvad de forskellige politikere mener (hvis man altså ikke har fulgt med løbende). Personligt tror jeg at jeg vil sætte en aften af, hvor jeg har ro til at afprøve de næste steps, og så bestemme mig for hvad jeg vil stemme, ellers tror jeg også hurtigt man kan blive fristet til at skifte mening hele tiden.

Derefter er det vigtigt også at undersøge mulighederne i din kommune for at få mere information. Det kan være muligheder som forskellige offentlige debatter, både in real life, men også i forskellige debatter online eller udsendelser som Kommunekuppet, Debatten eller Valg på kanten, som jeg også synes er ret underholdene.

Bagefter er det en god idé at notere, hvad der er vigtigt for dig. Hvilke emner har du størst interesse for, og hvad betyder mest for dig i din kommune? Hvilke problemstillinger fanger din interesse? Uddannelse eller kultur? Ældrepleje eller integration? Skattenedsættelser, folkeskoler eller miljø? Der er mange interessefelter, og man kan ikke have fokus på det hele, men de fleste partier har en bestemt holdning til alle felter. Jo mere du læser og ser om de forskellige områder, jo mere finder du højst sandsynligt også ud af, hvad der er mest vigtigt for dig – sådan havde jeg det i hvert fald selv.

Herefter er du klar til at tage en test. Der findes mange forskellige, og det kan være en god idé at tage flere, for at få taget stilling til så mange forskellige spørgsmål som muligt. Husk at indsætte din kommune inden du tager testen, da det kan være utrolig forskelligt fra kommune til kommune, hvilket parti du kommer ud med i sidste ende. Man får ofte også vist fordele og ulemper ved de forskellige spørgsmål, og det gør spørgsmålene overskuelige og let tilgængelige.

God dag og godt valg – og held og lykke med at få sat jeres kryds!

 

Debat

HOLD NU KÆFT, I HVERT FALD INDTIL DU HAR SAT DIT KRYDS

1. november 2017

(photocredit: isabellefeliu)

Vi danskere har mange holdninger om mange ting, og det er godt. Vi mener at skatten skal op og ned, vi mener at bilafgifterne er for høje og at børn skal spise frikadeller i børnhaven. Vi mener at fremtiden ser sort ud, og at pengene bliver fordelt urimeligt.

Jeg skal snart stemme til mit første valg nogensinde. Kommunalvalget. Det bliver med 100% sikkerhed ikke det sidste valg jeg kommer til at stemme til, og det ved jeg, fordi jeg tager min stemmeret og demokratiet seriøst. Jeg tager ansvar for at have min lille del af beslutningerne, og jeg er stolt af at være en del af det.

Der er mange på min alder (og ældre) som vælger ikke at stemme. Det forstår jeg ikke. Jeg synes det er pisse svært at skulle beslutte hvor krydset skal sættes, men jeg tager ansvar for at tage et valg. Alt andet ville da være dumt. Hvorfor det? Fordi så ville jeg aldrig kunne udtale mig mere, udtrykke min holdning, utilfredshed og uenighed. Det kan man nemlig ikke, når man har valgt at melde sig ud af demokratiet. Hvis man er ligeglad med det hele, så forstår jeg godt man ikke stemmer. Ellers gør jeg ikke.

Politik er bredt og ubegribeligt, men goderne skal nu engang fordeles i samfundet, og du bliver nødt til at tage stilling til, hvad din holdning er. Jeg tog en test for et par dage siden, for at minde mig selv om hvad min holdning er, og hvad jeg derfor skal stemme. Det tog 10 minutter og var med overskuelige spørgsmål, hvor du derudover også får vist fordele og ulemper ved hvert eneste spørgsmål. Politik serveret som vi bedst kan lide det – på et sølvfad. Jeg har respekt for folk der stemmer noget andet end mig og har en anden holdning, bare de stemmer!

Politikerne kan ikke skabe en drømmeverden for dig og mig, og det kan du heller ikke. Især ikke hvis du vælger at aflevere en blank stemmeblanket. Så er din mulighed for at være med til at ændre noget meget begrænset, og du mister respekten i dine diskussioner. Det ville da være ærgerligt, for som sagt – vi danskere har mange holdninger.

Debat Personal

DU ER BLOGGER? HVAD KAN DU, VI ANDRE IKKE KAN?

25. januar 2017

blogpsamletny

Det korte svar: Intet. Det er bare mig der gør det, og ikke dig.

Det lange svar bevæger sig nok på et mere personligt plan. For jeg blogger selvfølgelig ikke bare fordi “jeg kan”, men det er jo heller ikke fordi jeg føler mig hævet over nogle andre, som ellers er en stor fordom der er pålagt bloggere. Jeg blogger fordi det er min måde at koble af, at være kreativ og lade tankerne få frit løb. Min blog er mit talerør fra mig til jer, og min blog gør det muligt at sprede et budskab. Det elsker jeg.

Derudover, er min blog min dagbog. Jeg har blogget i snart 5 år, og min blog er en del af min livshistorie. Jeg skriver om det der fylder i min hverdag lige på nuværende tidspunkt. Bloggen gør det muligt for mig altid at kigge tilbage, hvilket jeg elsker, fordi jeg desværre er hurtig til at glemme.

 Og så har jeg selvfølgelig selvtilliden til at blogge. At udstille mig selv. At lade alle, der kunne få lyst, gå ind og læse personlige indlæg om mig.

white1

Debat

SELVISCENESÆTTELSE? JEG SYNES NU NÆRMERE DET ER KUNST

18. januar 2017

samlet

Jeg er i tvivl om dette udtryk findes (det gør det nok ikke), men når jeg kigger på ovenstående billeder, bliver mine øjne “glade”. Mættet af indtryk. Tilfredsstillede. Jeg får lyst til at kigge mere på dem, får lyst til at hænge dem op og lade dem inspirere mig. For det gør de. Hvorfor gør de det?

Ét af svarene er farvekombinationerne. Jeg er utrolig inspireret af disse jordfarver lige nu, den mørkerøde og den lyserøde. Men er det tilfældigt at så mange af billederne i mit tumblr feed ser sådan her ud? At mange af billederne gør mine øjne “glade og mætte”?

Nej, selvfølgelig ikke. Billederne er opstillede, og det er okay. Billederne er gennemtænkte og bearbejdede. Det er ikke tilfældigt at buksebenet på billedet i nederste venstre hjørne, perfekt komplimenterer den brune baggrund. Det er ikke tilfældigt at både nederdel, brevsprække og klemmen på tasken på billedet i midten, er i farven guld. Det er opstillet, præcis for at gøre vores øjne mætte og dermed inspirere os.

Lige nu er det utrolig farligt at stille sig op imod folk, (og dem er der efterhånden mange af), som mener at man på de sociale medier, skal vise hverdagen og verdenen, præcis som den er. Uden opstillede billeder, uden filter, uden redigering. Jeg kan sagtens se pointen i, at man ikke skal tro at virkeligheden er som på de sociale medier, men mange af os er efterhånden vokset op med de sociale medier og vi kender præmissen. Vi ved godt, verden ikke ser sådan ud. Vi ved godt, at der er lagt et filter over, at hun har brugt 20 minutter for at finde den rette baggrund , eller at billedet er taget om 200 gange, for at det endelig ser godt ud. Men skal vi ikke hellere rose dem, der gider bruge tiden på det, i stedet for at starte en 3. verdenskrig i medierne, fordi vi viser billeder, som ikke afspejler den 100 % sande virkelighed?

Jeg siger ikke, at du ikke må tage billeder af din rugbrødsmad, og lægge den på insta fordi den ikke er fash nok, men hvis du gør, er din hensigt forhåbentlig heller ikke at vise et flot billede frem. Så er din hensigt at vise dine venner og bekendte, hvad du fik til frokost, og det er også okay.

Men jeg synes nu også det er vigtigt, at huske det smukke i disse opstillede, redigerede, photoshoppede billeder. Der er nogen der har brugt forfærdenlig lang tid på at opstille, redigere og photoshoppe og når det så lykkedes, når det netop fanger din opmærksomhed, og mætter dine øjne for indtryk – ja, så synes jeg det er lovligt at kalde det kunst.

Vi ved jo godt, at modeller ikke har perfekt hud. At de også har fedtet hår og spiser leverpostejsmadder. Vi ved godt at bloggerne ikke udelukkende spiser avo-madder og drikker fiji-vand. Vi ved godt at deres ris også brænder på. At deres kaffe bliver kold. At deres tøj strammer, og at de også har noget mellem tænderne. Efter min mening er en god blogger også en, der viser begge dele. Den perfekte og uperfekte side af deres liv, for på den måde føler jeg at jeg kommer tættere på dem. Men på min Instagram og min Tumblr følger jeg en masse mennesker, bare fordi deres billeder er lækre og tilfredsstiller mine øjne – og det er altså også helt okay.

pssst… husk også at følge min Instagram @majaneya, hvis du også vil følge med i mit uperfekte liv uden for bloggen.

white1

Debat Om livet

PIGER! STOP JUDGING EACH OTHER

6. januar 2017

stop4

Piger, der er vidst et par ting, vi lige skal bringe op til en lille intern diskussion. Jeg ser det ofte i mine venindegrupper, jeg ser det rundt omkring mig og jeg tager også ofte mig selv i det.  Vi er virkelig utrolig slemme til at dømme hinanden, og det værste er hvor normalt det er for os at kommentere på hinandens måde at gøre tingene på, og måde at leve livet på.

Det er fantastisk at have veninder at kunne søge rådgivning hos, og konstruktiv kritik og hjælp, kan man kun være taknemmelig for. Men der er altså en fin balance, som vi (efter min mening) ofte er meget slemme til at overskride, men grænsen er også svær at definere. Hvor meget skal vi blande os i hinandens liv? Hvornår skal man kommentere på sine veninders livsstil?

Kan jeg som veninde tillade mig at pointere, at mine veninder starter på at ryge? At de fester for meget? Slet ikke at feste overhovedet? At de er “kæreste-kedelige”? At de ikke passer deres skole nok? At de går for meget op i skolen? At de træner for meget? At de skal tage sig sammen? At de spiser for usundt? At de tænker for meget på kalorier og grøntsager? At de skal slå op med deres kæreste? At de er for meget rundt omkring blandt fyrene?

Det er vores veninder, som sandsynligvis kender os bedst. Derfor kan man som veninde, også føle et ansvar for at fortælle hinanden, hvornår man er på rette vej og hvornår man ikke er. Men hvordan ved man det? Det er rart at have følelsen af at ens veninder vil hjælpe hvis man er helt ude af den, og ikke kan se det selv. Men selvom man er veninder, kan man jo godt være utrolig forskellige, og det kan derfor være svært at vide hvad der er godt og dårligt for hinanden, grænsen er svær at definere. Jeg synes grænsen ligger der hvor man i stedet for at pointere fordele og ulemper, bestemmer eller gør det klart hvilken måde er den rigtige eller forkerte, og ser ned på hinanden, når man vælger ikke at følge dette. 

Så pas nu på med at snakke dårligt, eller påvirke hinanden negativt, hvis I mener jeres veninder gør noget forkert. Man har også lov til at begå sine egne fejl og lære af dem. Det er okay at have en periode, hvor man slacker sig lidt i gennem skolen, hvor man scorer lidt for meget i byen, eller sover lidt for længe. Ingen af os er perfekte og det er okay. Og hvis du så alligevel har lyst til at komme med en kommentar, så kom med den som rådgiver og ikke som “mor”.

Når du så har udtrykt din mening, kommet med for og imod, og din veninde har taget et valg – så accepter det. Der er ikke noget mere ærgerligt end nedladende blikke og dumme kommentarer fra sine egne veninder, især ikke når vi i sidste ende bare gerne vil hinanden det bedste. Jeg har det personligt bedst sammen med dem, hvor jeg kan gøre det jeg har lyst til, uden at blive set ned på. Dem er jeg heldigvis heldig at have en del af.

white1

Debat

GÅR VERDEN UNDER?

9. november 2016

trump1

Lad os snakke lidt om det amerikanske valg. Går verden under?

Nej, det gør den bestemt ikke. Men jeg er forarget. Ikke forarget eller bange for hvad der kommer til at ske med USA, men forarget over at en mand som Donald Trump skal være forbillede for over 300 millioner amerikanere. En mand som plejer at sidde for enden af bordet, når de vigtige beslutninger i forretningsverdenen skal tages – ikke når de vigtige beslutninger i USA skal tages. Jeg er bange for at borgerne i USA har stemt som briterne gjorde med Brexit, de har stemt for forandring og ikke for Donald Trump.

Præsidenten i USA er vigtigst af alt ansigtet udadtil. Beslutninger skal nok blive taget af andre end Trump, men det er Trump man kommer til at kigge på, når man skal se ansigtet på USA. Vi står nu midt i en verdensorden hvor Trump og Putin styrer dagsordenen. Dét gør mig forarget. Men det er tydeligt at der sker noget i verden lige nu, og jeg er lige så chokeret som jeg blev da jeg fandt ud af at Storbritannien meldte sig ud af EU. Det er spændende på den lidt nervepirrende måde at følge. Trump skal være præsident – det sker virkelig. Men hvis alt kan ske, skal vi så ikke tage en diskussion mere op til debat.

Skal Danmark stadig stå i ly under USA og følge efter som en anden vestliggjort mikroskopisk magt?

 white1