Debat JULEKALENDER

13. december: JAMEN HVORFOR VISER DU IKKE BARE DIN APPELSINHUD?

13. december 2017

De sociale medier gør os forvirrede, forblændede og opstiller et urealistisk billede af, hvordan virkeligheden faktisk er, og sådan er det nok stadig, på trods af at vi godt ved at de sociale medier ikke afspejler en virkelig verden.

Jeg har før skrevet om, at jeg synes at vi som unge bliver set ned på, når de sociale medier kritiseres for at fremstille et uopnåeligt ideal.

Læs: Selviscenesættelse? Jeg synes nu nærmere det er kunst

Sådan havde jeg det, fordi jeg havde lyst til at tydeliggøre at vi unge rent faktisk godt ved, at billederne vi ser, er redigerede og altid kun viser den gode side. Det ved vi godt, fordi vi selv har stået i netop samme situation; redigeret vores hud brunere, photoshootet vores avokadomad eller lagt feriebilleder ud året rundt, på trods af at vi kun er på ferie én gang om året. Men når det er sagt, og når vi er bevidste om netop det, så er der altså stadig nogle tanker, som arbejder i vores underbevidsthed. Jeg kan tydeligt mærke det på mig selv, og jeg føler at jeg står i et stramt dilemma, fordi jeg selv følger dygtige bloggere, Instagrammere og personligheder, som inspirerer mig i deres indhold, men som stadig viser mig et usundt kropsideal, når deres billeder dukker op i mit feed. De inspirerer mig i deres flotte billeder, farver og måde at dele deres hverdag på, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne min krop med deres. For de er alle sammen mikro-tynde, eller de har i hvert fald aldrig fedtet hår, deller på maven eller mascara tværet ud i hele ansigtet, og det synes jeg vi mangler.

Vi mangler dygtige bloggere og Instagrammere, som ikke er startet med at blive kendte på grund af deres tynde ben og slanke mave, men fordi at de er dygtige til deres fag – til at redigere smukke billeder i flot lys, til at lægge flot make-up eller lave lækker mad, for så er udseendet jo ligegyldigt? Forestil dig at pigerne på overstående billeder var 20 kilo tykkere. Ville det ødelægge billedet, eller gøre at du ikke havde lyst til at følge dem? Nej, vel?

Men det ville bestemt gøre, at jeg også ville have det bedre med mig selv, og sådan tror jeg ikke at jeg er den eneste der har det. Men Maja – så kunne du jo bare vise din egen appelsinhud på de sociale medier, nogen skal vel starte?

For dét gør jeg nemlig ikke. Jeg viser ikke mine ar, mine deller, strækmærker eller appelsinhud på de sociale medier, og det er der flere grunde til. For det første ønsker jeg ikke at det er det at andre mennesker skal se som det første, når de “ser” mig, om det så er i virkeligheden eller på de sociale medier. Vi dømmer hinanden hurtigt, og hvis mine fejl var i fokus, er jeg bange for at blive valgt fra. Jeg ved at jeg er god nok som jeg er, at jeg er et dejligt menneske og min krop er som den skal være, også selvom den har fejl og mangler, men vi er blevet overfladiske og kræsne, og jeg er bange for at jeg var blevet swipet til venstre, hvis det var det første andre folk så, og så ville de jo aldrig nå at lære mig at kende.

Derudover så har vi en bølge med fantastiske mennesker, som gør dette på trods af konsekvenserne, altså viser deres fejl og mangler, og selvom jeg værdsætter og følger mange af disse profiler, så er det ikke det mit budskab er.

Mit budskab er at du gerne må redigere dine billeder (lyset, farverne og med filter), men skal vi ikke se nogle normale kroppe i redigerede omgivelser? Hvor er den normale krop på billeder som i collagen ovenover?

Og nu skal I jo huske at der selvfølgelig er smukke piger (som ovenover) som højst sandsynligt også er tynde af natur, og det er selvfølgelig lige så fint. Jeg forsøger at gøre mit, ved ikke at redigere min krop tyndere end den er, men vi mangler altså at se nogle flere forskellige kropstyper på de sociale medier, så piger som mig kan blive inspirerede uden at skulle føle mindreværd.

Jeg vil så gerne høre DIN holdning til dette!

(skriv i kommentarfeltet, til min mail privat eller på min Instagram @majaneya)

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar