Debat

HVORDAN FORBEREDER MAN SIG TIL AT SÆTTE SIT KRYDS?

13. november 2017

Stemmeprocenten er lav ved kommunalvalg, og vi unge afleverer for ofte en blank stemmeblanket. Det ved vi godt, og der er (heldigvis) utallige kampagner til at huske os på at stemme. Men når vi så er blevet mindet om at stemme, så kommer det svære, at skulle finde ud af hvem det er man så skal stemme på.

Jeg er selv førstegangsvælger, har afsluttet samfundsfag på A-niveau, og er stadig i tvivl om hvor mit kryds skal sættes. For det første er der ikke et stort fokus på kommunalvalg i gymnasiet, og for det andet føler jeg mig splittet, og en smule i tvivl om hvor de forskellige partier står i min kommune. Så hvordan skal vi finde ud af hvor vores kryds skal sættes? Her kommer, hvad jeg har tænkt mig at gøre, for at blive mere afklaret, for jeg tager jo min stemmeret seriøst og ønsker at stemme og deltage i demokratiet.

Læs også: HOLD NU KÆFT, I HVERT FALD INDTIL DU HAR SAT DIT KRYDS

Først og fremmest er det vigtigt at sætte tid af til at fordybe sig lidt. Politik er abstrakt og kan være svært at forholde sig til, så man skal have sat en time eller to af til at sætte sig ind i, hvad de forskellige politikere mener (hvis man altså ikke har fulgt med løbende). Personligt tror jeg at jeg vil sætte en aften af, hvor jeg har ro til at afprøve de næste steps, og så bestemme mig for hvad jeg vil stemme, ellers tror jeg også hurtigt man kan blive fristet til at skifte mening hele tiden.

Derefter er det vigtigt også at undersøge mulighederne i din kommune for at få mere information. Det kan være muligheder som forskellige offentlige debatter, både in real life, men også i forskellige debatter online eller udsendelser som Kommunekuppet, Debatten eller Valg på kanten, som jeg også synes er ret underholdene.

Bagefter er det en god idé at notere, hvad der er vigtigt for dig. Hvilke emner har du størst interesse for, og hvad betyder mest for dig i din kommune? Hvilke problemstillinger fanger din interesse? Uddannelse eller kultur? Ældrepleje eller integration? Skattenedsættelser, folkeskoler eller miljø? Der er mange interessefelter, og man kan ikke have fokus på det hele, men de fleste partier har en bestemt holdning til alle felter. Jo mere du læser og ser om de forskellige områder, jo mere finder du højst sandsynligt også ud af, hvad der er mest vigtigt for dig – sådan havde jeg det i hvert fald selv.

Herefter er du klar til at tage en test. Der findes mange forskellige, og det kan være en god idé at tage flere, for at få taget stilling til så mange forskellige spørgsmål som muligt. Husk at indsætte din kommune inden du tager testen, da det kan være utrolig forskelligt fra kommune til kommune, hvilket parti du kommer ud med i sidste ende. Man får ofte også vist fordele og ulemper ved de forskellige spørgsmål, og det gør spørgsmålene overskuelige og let tilgængelige.

God dag og godt valg – og held og lykke med at få sat jeres kryds!

 

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar